Siden vises bedst i Google Chrome. Hvis der benyttes Internet Explorer: Klik venligst på F5 tasten

10. klasse - Et godt skridt mod nye muligheder

Velkommen til 10. klasse Gribskov og et helt særligt skoleår præget af gode oplevelser, faglig og personlig udvikling og fællesskab!
 
I 10. klasse Gribskov har vi fokus på, at du får de bedste forudsætninger for at klare dig godt i dit videre uddannelsesforløb, og at du bliver skarp på at træffe nogle gode valg for dit øvrige liv.
 
Her kan du forvente at møde positive, engagerede og kompetente lærere, som er optagede af at se dine potentialer og støtte dig i at få et så stort fagligt og personligt udbytte af dit skoleår som muligt, ligesom de vil hjælpe dig med at blive afklaret i forhold til uddannelsevalg og fremtidsplaner. Du får en mentor blandt lærerne, der vil udfordre og støtte dig, så du når de mål, du sætter for dit år i 10. klasse.
 
10. klasseundervisningen er tilrettelagt med udgangspunkt i den uddannelseretning, fx gymnasial eller erhvervsrettet, som du ønsker at komme videre på efter 10. klasse. Herved får du de bedste forudsætninger for at vælge den rigtige ungdomsuddannelse og lykkes med at gennemføre den. For at gøre overgangen til ungdomsuddannelsen så god som mulig, samarbejder vi med Gribskov Gymnasium og en række erhvervsskoler om undervisnings- og brobygningsforløb. Er der behov for det, kan vi arrangere ekstra brobygning, og der er også mulighed for at komme i praktik.
 
I 10. klasse Gribskov har vi fokus på at skabe et godt fællesskab med plads til alle, og vi gør meget ud af, at hver skoledag er en god oplevelse for den enkelte. Vi lærer hinanden godt at kende og får styrket fælleskabet på vores introtur og på de mange ture, vi tager på som en del af undervisningen, herunder en studietur til udlandet.
 
10. klasse Gribskov har lokaler i Uddannelsescentret, som ligger i Helsinge i forlængelse af Nordstjerneskolen, Gribskov Svømmehal og biblioteket. Vi deler lokaliteter med UU-Gribskov (Ungdommens Uddannelsesvejledning), så du har let adgang til vejledning i hverdagen. I idræt benytter vi os af Helsinge Hallerne og svømmehallen. Vores caféområde er rammen om hyggelige aktiviteter, som er med til at styrke relationer og fællesskab. Det er også et sted, hvor man kan lave skolearbejde eller hænge ud og hygge sig i pauserne og efter skoletid. 
 
Vi ønsker dig et spændende og lærerigt år i 10. klasse Gribskov!
 
Signe Gylling
Afdelingsleder, 10. klasse Gribskov